”Markens Grøde” er Knut Hamsuns mesterværk – en bog, der trodser sin alder og bare venter på at fange endnu en læser i sin magnetiske tryllekreds.

Knut Hamsuns person skygger desværre for hans litterære indsats. Hans rygte skræmmer måske nye læsere væk. Ærgerligt, for Hamsun er ikke død: Hans bøger døser på bibliotekshylderne og venter på da

gen, hvor forfatterens personhistorie er glemt. Den dag, hvor indholdet alene skal leve. ”Markens Grøde” (norsk, 1917) er Knut Hamsuns storladne svendestykke – et monumentalt værk i det tyvende århundredes kanon.

Bare synet af bogen ”Markens Grøde” skræmmer. Den slidte ryg med den tunge guldskrift, de mange, mange gulnede sider skrevet på det gamle norske bokmål – der er meget tæt på dansk, modsat nynorsk – får selv den mest sultne læsehest til at stejle og tænke over om guleroden virkelig kommer efter endt læsning. Fat mod og grib bogen alligevel, inden længe tager Hamsun fat om dig og slipper dig aldrig igen.

"Her står nu første mand i marken. Han kom gående tilknæs i myrer og lyng, han fandt en li og bosatte sig der. Andre kom efter ham, de trampet en sti i den øde almenning, atter andre kom, stien blev vei, nu kjørte de med kjærre på den. Isak må føle sig tilfreds, et ryk må gå gjennem ham av stolthet: Han var grundlæggeren av denne bygd, han er markgreven." Uddrag af "Markens Grøde", der er kronen på Hamsuns litterære værk. Plakaten viser et udvalg af den norske forfatters mange romanfigurer - øverst i højre hjørne står Isak Sellanrå ved siden af hustruen Inger.

Naturen kalder

Dengang Hamsun klemte lorgnetterne på deres faste plads på den høje næseryg, fattede pennen og blækhuset og påbegyndte ”Markens Grøde” havde industrialiseringen sejret – ifølge den norske forfatter – ad helvede til. Modernitetens stempeldunk havde overdøvet menneskets erobrertrang og indskrænket den menneskelige frihed til et syv-til-sent-job på fabrikken. Nordmanden greb hårdt håndbremsen, eller snarere bakgearet, og skrev en bog om alternativet: Muligheden for at være herre i eget hus og herske over sin egen skæbne. Vejen dertil gik op i de norske fjelde, hvor hovedpersonen Isak Sellanrå finder et jordlod, slår skelpælen i mulden og begynder et liv som bonde af Guds nåde. Og hvad kommer det så en nutidig læser ved? Skulle en omgang bonderomantik måske være spændende i dag?!

- JA! Også i den grad.

Ingen bonderomantik

Lad det bare være sagt: Markens Grøde er alt andet end sukret bonderomantik. Snarere er dens skildring af Familiens Sellanrås barske livsvilkår benhård socialrealisme. En barnemund for meget at mætte drukner i elvens isnende vand, og dyrene står i stuehuset for at sikre varmen om vinteren. Læseren bliver budt indenfor i den trænge hjemmegjorte stue og lever med hovedpersonernes op og nedture. Man mærker Isak Sellanrås længsel efter hustruen, Inger, da hun ryger i knasten i Bergen for barnemord og glæder sig over Isaks sociale optur til positionen som markgreve i det spirende landbrugssamfund. Der er ikke plads til bonderomantik, for moderniteten finder selvfølgelig også vej op ad de snirklede sætergange og efterlader sig et håndgribeligt spor af syngende telegrafpæle. Og så venter der Familien Sellanrå en kontant overraskelse, da et minefirma prøvesprænger i Isaks fjeld.

Aldrig umoderne

Den norske forfatters bøger skiller sig ud fra hans samtidige. Det går hurtigt op for læseren – når han lige har vænnet sig til det norske tungemål – at sproget er let og moderne. Hamsun sløver ikke sin læser med lange naturalistiske miljøbeskrivelser, som de fleste af hans kolleger gjorde til kunst – sådan skrev en sand kunstner vel nok?! Nej, nordmanden vil noget andet – han vil fortællingen. Den eviggyldige, nærmest mytiske fortælling, der klarer tidens skarptslebne tand og forbliver ung.

I ”Markens Grøde” lykkes det Knut Hamsun ovenud.

Ingen skulle fortælle Knut Hamsun, hvordan han skulle opføre sig. I 1920 fik han Nobelprisen i litteratur for "Markens Grøde", han kvitterede for udmærkelsen ved at drikke sig farligt beruset og begræde sin svundne ungdom i en lang enetale. Langt værre var det, da han under Anden Verdenskrig - og også efter invasionen af Norge - erklærede sig på Hitlers side. Hamsun hadede Englands imperialisme og så den tyske Fører som manden, der skulle redde Europa fra engelsk dominans. Heldigvis er stort set alle den norske forfatters bøger skrevet inden nazisterne kom til magten i Tyskland, og der er ingen facistiske budskaber skjult mellem linjerne - kun stor romankunst.

Hvorfor bør ”Markens Grøde” ikke gå i glemmebogen?

Få forfattere har som Hamsun evnen til at skabe fremdrift i sin fortælling. Rent teknisk har han flere ”kroge”, han binder sin fortælling op på – altså mere end et point of no return. Fortællingen får lov at bølge derudaf: måske kom denne stil til ham, fordi hans første værk ”Sult” fra 1890 oprindelig var en novelle, der voksede til en masse små sammenhængende fortællinger og til sidst blev til en roman. I ”Markens Grøde” knytter den norske forfatter stramt en mængde skæbner sammen til et menneskevarmt kludetæppe. Og når man først til sidst fatter værket i dets helhed, måber man over de sirlige mønstre og det uforgængelige evigtunge udtryk.

”Markens Grøde” er et bekendtskab med en af Europas største fortællere og hans persongalleri, som det gør ondt at tage afsked med, når det hurtigt begynder at tynde drastisk i sideantallet. Her favner Hamsun også dig som læser, og han slipper dig aldrig helt igen.

Tegning: Lasse Blond Larsen ©

Ligesom bjørnen, er Ordstorm gået i vinterhi. Vi gør det for at kunne holde hovedet varmt og lade inspirationen simre til lyset og nye ideer spirer frem. Imens ideerne kommer vrimlende ude i kulden, vil vi fokusere på at f inde dybere

ind til kernen af hvad vi gerne vil med Ordstorm.

Vi ønsker at kunne fare vild og fastholde retningen på én og samme tid. Det litterære rum vil stå som det udgangspunkt der sætter kursen for Ordstorms labyrintiske udflugter.

Men inden vi begiver os videre ud, må vi klargøre vores grej og sørge for at vi har det røde garnnøgle med i baglommen.

Send flere noveller og digte

Vi betragter vores vinterhi, som en naturlig og konstruktiv proces, en pause til at genoverveje vores koncept.

Vores tænkepause giver os muligheden for at kunne arbejde med, hvordan vi gør Ordstorm endnu bedre, ved at tjekke om vi følger det kompas som fik os til at tage de første skridt.

Selvom vi er gået i vinterhi, håber vi ikke at I, kære læsere, gør det samme. Vi opfordrer stadig jer til at indsende digte og noveller ind til Ordstorm. Denne del prioriterer vi højt, og vores automatpilot vil hjælpe med at holde denne funktion aktiv, selv mens bjørnen sover. Vi takker alle jer der indtil videre har delt jeres hjerteblod med os, vi håber at modtage flere gode noveller og digte i indbakken den kommende tid.

Nogle gange er lidt tid alt der skal til, og vi hå ber, at I har lyst til at tage imod et nyt veloplagt og veludhvilet Ordstorm.

Hvis I også synes, at gode ting er værd at vente på, så ses vi til sommer.

Vi glæder os!

Tegning: Lasse Blond Larsen ©

Fredrik Christian er en 22-årig digter, der har fået udgivet digtsamlingen “Jorden Kalder” på forlaget Darklights. Den unge digter fokuserer meget på temaer som adskillelse, hvordan sanser og følelser bliver abstrakte begreber, når de udveksles i cyberspace, virkelighed kontra fantasi og mere jordnære termer som relationer og kærlighed.På Ordstorm.dk deler han digtsamlingen “Brudstykker af et ungt digterspace” med læserne.

Det er ikke kun i den latinamerikanske historie, at grumme diktatorer  som Rafael Trujillo herover har sat blodige støvlespor – også i litteraturen fylder dæmoniske statsledere. Ja, de har endda givet navn til en helt særlig genre i Sydamerikansk litteratur – diktatorromanen. Ordstorm.dk har undersøgt fænomenet nærmere og minder om to diktatorromaner, der ikke må gå i glemmebogen.

I den oliesorte tropenat, tirsdag den 30. Maj 1961, møder den Dominikanske Republiks mangeårige diktator, General, Dr. Rafael Leónidas Trujillo Molina, sit blodige endeligt, da hans mintgrønne Cheverolet Bel Air ’57 bliver gennemhullet af adskillige patroner. Skuddene sætter en stopper for et af Caribiens mest brutale regimer til dato, og mordet er et af omdrejningspunkterne i den peruvianske forfatter Mario Vargas Llosas roman ”Bukkens Fest” fra 2005 (La fiesta del chivo, 2000). Bogen bliver regnet som en hjørnesten inden for genr en diktatorr

omaner. Det samme gør Miguel Ángel Asturias’ ”Præsidenten” fra 1966 (El señor presidente, 1952). Begge værker interesserer sig for magtens mange forgreninger og den menneskelige fornedrelse, der et selvfølgeligt resultat af diktatorens blodige magtspil.

Det er hårrejsende læsning og forbandet anbefalelsesværdigt.

"Det varede kun nogle få sekunder, for ny - de hvinende dæk gav ham gåsehus - fik en brat opbremsning Trujillos bil til at forsvinde agterude. Han drejede hovedet, og gennem bagruden så han Chevrolet Bel Air'en siksakke, som om den var ved at vælte rundt, før den blev stående stille. Den vendte ikke og forsøgte ikke at slippe væk." Uddrag af romanen "Bukkens Fest", hvori forfatteren Mario Vargas Llosa skildrer diktatoren Trujillos blodige endeligt, men også kommer præsenterer læseren for de mennesker, der led under hans mangeårige regime på den Dominikanske Republik. Fotoet viser Trujillos bil efter attentatet.

Edderkoppen leger

Som en stor doven edderkop sidder Asturias’ fiktive præsident i sit spind i et unavngivet mellemamerikansk land, da én af hans håndlanger bliver dræbt i simpelt gadeslagsmål, slår det kurrer i edderkoppespindet, og diktatoren vågner op til et grusomt rænkespil. Nu er muligheden der for at gøre det af med et par gamle modstandere, de får skylden for mordet, og det er nu op til diktatorens yndling, Miguel Cara de Angel, at advare diktatorens modstandere, så de kan forsøge flugten, og dermed se skyldige ud. Problemet er blot, at Miguel Cara de Angel forelsker sig i datteren til en af diktatorens hårdnakkede modstandere. Han må vælge mellem Camilla eller være tro mod diktatoren. Selvfølgelig vælger han kærligheden, og selvfølgelig må han betale prisen.

Diktatoren har planlagt den mest koldsindige og udspekulerede hævn af alle, han vil udhule Miguel Cara de Angels hjerte og lade ham lide en langsommelig og ufattelig pinefuld død.

"Et vindstød hvirvlede beskidte papirer op, der så ud, som om de var dyppet i kvindeblod eller rødbedesaft. Langt borte så man himlen, stærk blå, smykket som et kæmpehøjt gravmæle med kranse af gribbe kredsende i dovne cirkler. Pludselig satte hunden i galop hen mod det sted, hvor Pelele lå. Brændehuggeren gøs af rædsel. Med forsigtige skridt nærmede han sig hunden for at se, hvem den døde var. Man kunne nemt skære fødderne på glasskår, flaskebunde eller sardindåser; undertiden måtte man hoppe fra plet til plet for at undgå at træde i st

10mg lipitor patient

inkende ekskrementer og andre uhumskheder. Vandfade lå og trak vand, som skibe på et hav af affald..." Uddrag af Miguel Ángel Asturias' "Præsidenten" fra 1966, der er spækket med farverige indtryk. Man mærker den tænderrystende kulde i fangehullet, og fornemmer nærmest dunsten fra den udbredte slum. Imens spiser diktatoren brasede kartofler i præsidentpaladset.

Den gamle gris’ griskhed

Urania Cabral er vendt tilbage til sit hjemland. Hun har ikke været, der siden 1961. Det år, hvor østaten blev forandret for altid. Det år, hvor Tujillo-klanen mistede stålgrebet om magten. Det år, hvor hendes barndom fik evigt væskende sår på sjælen, og hun måtte flygte fra sin far – en af Trujillos betroede kumpaner. Llosa lader Urania fortælle historien om det caribiske diktaturs ubegribelige nederdrægtighed, Trujillo-klanens misbrug af alt og alle og de menneskelige omkostninger, troskab mod regimet kostede. Det er Urania, der skal gøre op med sig selv, om hun kan forsone sig med sin alderssvækkede far, om hun kan glemme trængslerne fra diktaturet. Men Llosa vil mere. Han lader sin læser komme ind under den pudrede hud på General Trujillos ansigt (den forfængelige diktator ville skjule ethvert spor fra negroide forfædre). Llosa årelader den halvfjerdsårige diktators magtbegærlige og liderlige tanker, og hans bekymring over ikke længere at kunne få rejsning i selskab med hans håndplukkede sengekammerater. For Llosa er magt og sex lig med diesel i diktaturets maskinrum.

Den Dominikanske Republik er den gamle gris’ og hans families private hacienda.

Hvorfor er ”Præsidenten” og ”Bukkens Fest” værd at læse?

Mario Vargas Llosa fik sidste år Nobelprisen i Litteratur, og samme pris fik guatemalanske Migel Ángel Asturias i 1967.

Begge er store fortællere, der med finesse konstruerer en bog med et fremadskridende plot. Llosa kunne være kommet i problemer, fordi han vælger at være tro mod konkrete historiske fakta, men han formår alligevel at gribe læseren, der langsomt kommer ud i alle kringelkroge af Trujillos regime.

Asturias har en særlig fortællestil. Han bliver i dag hyldet som en af de første latinamerikanske forfattere til at anvende magisk realisme i sine bøger. ”Præsidenten” er ingen undtagelse. Derudover benytter guatemalaneren en finurlig sætningskonstruktion, hvor han gentager enkelte sætninger. Det fordrer en vis overbærenhed, men det er indsatsen værd, for forfatterens sociale indignation fylder mellem linjerne, og hans beskrivelser af indianernes forhold så rammende, at man nærmest lugter fattigdommens dunst.

Både Llosa og Asturias vil deres læsere noget, og kræver noget af deres læsere.

Vær hårdhudet

Lad det være sagt: ”Bukkens Fest” og ”Præsidenten” er grusomme. Begge romaner opbygger en neglebidende spænding og lader et håb vokse indeni læseren. Gid det må gå godt for Miguel Cara de Angel til sidst! Og gid de værste forudanelser om Urania Cabrals fortid ikke får ret!

Brutaliteten i de to romaner er voldsom. Beskrivelserne af torturen og fornedrelsen er så syrlige, at de ætser sig ind i læserens hukommelse. Man er efterladt med uhyrlige indre billeder og en bidende afmægtighed. En afmagt over for alverdens magtfuldkomne diktatorer, og samtidig en værdifuld indsigt i menneskelig nederdrægtighed. Vær hårdhudet, hvis du vil være i selskab med en diktator.

]]> http://ordstorm.dk/?feed=rss2&p=2304 1 http://ordstorm.dk/?p=2283 http://ordstorm.dk/?p=2283#comments Tue, 01 Feb 2011 07:00:46 +0000 admin http://ordstorm.dk/?p=2283

Lise-Lotte Knudsen er 22-årig poet, der elsker både at læ se og skrive digte.

Lise-Lotte trækker på Tove D itlevsen som

inspirationskilde, hvilket ses i hendes korte strofer og enkle rim.

Hendes stil synes let at gå til, men rummer svævende dybder.

Digteren Jonas Reppel er født i 1986 og skriver selv:

“flydende, ambivalente rytmiske tekster, spæ kket med billeder, og farver.

Fokus på rim, rytme, flow, og fremføring. Skriver i hver skrivende stund, om alt fra træernes faldende blade, til skønheden ved en kvinde, ulykkelig kærlighed, København, branderter, tømmermænd, savn, pengemangel, ungdom, alt hvad der kan falde fra tungen og ned på tastaturet. Arbejder i øjeblikket på en digtsamlingen med navnet ‘Der intet nyt under kjolen’”

De to digte “Amager” og “Skyggefulde sidegader” er fra digtsamlingen “Mere levende end død”.

En date i Tivoli bliver alt andet end en forlystelse for hovedpersonen Mads.

I de eventyrlige omgivelser lever fortidens fortrængninger i bedste velgående.

Uddrag af ”Tivoli”:

”Han kunne mærke hvordan hans hjerte langsomt begyndte at banke i et højere tempo, mens han forsøgte at dulme en langsomt voksende panik, desperat famlende efter noget han kunne læne sig op af.

I stedet mærkede han Maries bryst og trak hå nden hurtigt til sig igen.

Ud af det sorte mørke, åbnede der sig pludselig en stor grinende rød mund for ham.”

Ordstorm lader digterkunstens vinde regere.

Vi giver skrivende sjæle chancen for at blæse læsere omkuld og tage dem med op i de stormfulde højder, hvor ordene kredser om orkanens øje.

I februarudgaven af Ordstorm viger månedens tema til ære for vores skrivende læsere. Denne særudgave af magasinet vægter udgivelse

af digteriske frembringelser med nerve, kant og kr

aft.

Vi opfordrer forfatterspirer, poeter og skribenter til at indsende digte, noveller og essays, hvor ordene taler for sig selv.

Hæsblæsende historier, bevingede ord og digte, der buldrer og brager.

Ordstorm giver ly til disse, og vi glæder os til at blive blæst omkuld. Modtager vi flere guldkorn igennem februar, vil vi løbende sørge for udgivelse.

Vi lodder vinden

De overordnede temaer har været et fast kendetegn på Ordstorm.dk, men ikke i dette nummer, som vi kalder ”læsernes nummer”. Redaktionen bag magasinet har ikke bidraget med nye artikler, som i de forrige numre, derfor bliver det i bogstaveligste forstand læsernes nummer. Til gengæld er redaktionsmedlemmerne trukket i arbejdstøjet og er smuttet ned ad lejderen i magasinets maskinrum: Det er tiden for et grundigt eftersyn og en række finjusteringer af Ordstorm.dk’s udtryk og form, inden vi igen kan sætte fuld tryk på magasinet. Derfor lodder vi vinden for magasinets fremtidige kurs, men i mellemtiden beder vi vores læsere tage godt imod de indsendte digte og noveller.

Læs digtene “Amager” og “Skyggefulde sidegader” af Jonas Reppel, digtet “Splitsekund” af Lise-Lotte Knudsen og novellen “Tivoli” af Gabriela Anna Cieploch.

Vi takker for de mange fine bidrag til denne særudgave.

God læselyst!

En sansende stemningsmættet atmosfære kendetegner Mette Christensens digte.

Hun lader sin læser opholde sig i eksistentielle øjebliksglimt svævende i et nærmest tidløst tomrum, som hun så med finesse punkterer med genkendeligt nærvær af dagliglivets ikoner.

Mette Christensen skriver til læserens hjerte og efterlader bl ivende b

illeder i hans sind.

Forbistrede småligheder, verdensomspændende konflikter og smækken med døren eller toiletsædet – stridigheder kan være store som små. Vi dedikerer januars tema til strid. På liste-tå i en rus af konfliktskyhed eller med buldrende og bragende temperamenter er stridigheder ikke til at komme udenom – vi har valgt at lette konfliktskyen og tage et fast greb om den skingre strid.

I artiklen ”Tendai Frank Tagarira – A Voice That Dared” fortæller den eksilramte forfatter Tagarira om sin skæbne og forholdet til styret i hjemlandet Zimbabwe; et diktatur, der strider imod alle hans personlige værdier og samtidig tvinger ham til at leve et liv fjernt fra sin familie og naturlige omgangskreds.

Interviewet skildrer i høj grad prisen for at turde at stritte imod.

Artiklen ”Mad, mord og myter” tager trykket på Baskerlandet, hvor striden om selvstændighed ofte koger over. For på den Iberiske Halvøs top er kokkene så vigtige kulturpersonligheder, at de slås ihjel for de forkerte politiske holdninger.

I ” Gadgets-en mirakelkur mod skænderier?” er spotlyset rettet mod en håndfuld forskellige gadgets, der kan sætte en dæmper på kæresteskænderier eller med humor og hævngerrighed drille kollegaen på kontoret. Men kan opfindelser gøre dig lykkelig?

Stride forældre, kærester og venner kan lede til lukkede døre og sure miner. Artiklen ”Personlighedstest vil stoppe stridigheder” introducerer dig til en test, der forandrer dit syn på dig selv og din omverden.

Her får du forklaringen på, hvorfor din fars ’matematik er ren logik’ tankegang ikke matcher din egen flyvskhed, eller hvorfor din bedre halvdels fremtidsplanlægning kan få dig op i det røde felt, når søndagens sofaafslapning passer bedre ind i dit program.

God læselyst!

]]> http://ordstorm.dk/?feed=rss2&p=2135 0